Faglighed, erfaring og personligt engagement
Jeg er specialiseret udi at arbejde med neurodiversitet både i relation til familieliv, uddannelse og arbejdsliv og har dedikeret mit arbejdsliv til at fremme trivsel, læring og bæredygtige fællesskaber med plads til forskellighed.
Min baggrund er, at jeg er cand.mag. i pædagogik og psykologi og tidligere har arbejdet som special- og inklusionslærer samt som arbejdslivskonsulent med fokus på neuroinklusion, forebyggelse af stress og trivselsfremme.
Udover min formelle uddannelse, trækker jeg på viden og kompetencer, som jeg har tilegnet mig indenfor bl.a. Acceptance and Commitment Therapy (ACT), Kognitiv Resurseorienteret Adfærdspædagogik (KRAP), Low Arousal-tilgang og Jungiansk Type Index (JTI) i mit arbejde med enkeltpersoner, familier og arbejdspladser.
Selv blev jeg konstateret højt begavet som barn og sidenhen diagnosticeret med ADHD som voksen. Jeg har med andre ord indgående kendskab til det at leve, studere og arbejde med en hjerne, der er anderledes end de flestes. Derfor deler jeg gerne egne erfaringer og mestringsstrategier, når dette virker oplagt og hjælpsomt – f.eks. i forhold til at afmontere skam eller overkomme følelsen af håbløshed.
Jeg er én af tre forfattere bag bogen Distræt og dedikeret – inspiration til bæredygtigt arbejdsliv med AD(H)D, der udkom i oktober 2024.
Trivselshund
Hos Heleliv.dk har vi fået en helt særlig kollega – Saga.
Saga er en dejlig blandingshvalp fra juni 2025, som allerede viser et roligt sind og en naturlig grounding. Selvom hun stadig er under oplæring, har hun en særlig evne til at skabe tryghed og nærvær.
Hvor møder du Saga?
Saga er med på arbejde i de situationer, hvor hendes tilstedeværelse kan give ekstra ro og trivsel:
- Som støtte i skolevægringsforløb – hvor hendes gode humør og nærvær kan gøre en svær dag lettere.
- Ved ledsagelse til ture eller lægebesøg – hvor Saga kan være en kærlig følgesvend, der gør det nemmere at være i noget, der ellers føles svært eller overvældende.
- I arbejdet som bostøtte – hvor hun bidrager med varme og uforbeholden tilstedeværelse.
Det er altid helt frivilligt, om Saga skal være med i en indsats – og hun deltager naturligvis kun, hvis barnet eller borgeren er tryg ved hunde.
Hvorfor en trivselshund?
Dyr kan noget særligt, som vi mennesker ikke altid kan med ord alene:
- Skabe ro i urolige situationer
- Give tryghed i det svære
- Tilbyde et kærligt nærvær uden krav
Saga er derfor mere end “bare” en hund: Hun er en del af Helelivs tilgang til at skabe trivsel gennem relationer, nærvær og små øjeblikke af ro.
Tillid, tryghed og udvikling
Læs andres oplevelser her
Per, far til gymnasieelev
"Vi blev anbefalet Nanna, da vores datter havde det svært. Det er vi rigtig glade for, for samtalerne med Nanna gav vores datter nogle værktøjer, som hun har brugt og som vi kan se, har hjulpet hende. Derfor vil vi helt sikkert kontakte Nanna igen en anden gang, hvis der bliver behov for det"
Sophia, studerende
"Min oplevelse med at være i forløb hos Nanna har været meget tryg og betydningsfuld. Hun skabte et rum, hvor jeg følte mig lyttet til uden at blive dømt. Gennem processen lærte jeg nogle strategier og værktøjer, som hjalp mig meget med at arbejde med mine problemer på en god måde"
Laura, projektleder med ADHD
"Samtaler med Nanna er simpelthen geniale. Hun har en evne til at forstå de ting, man bøvler med, på en måde så man føler sig mindre forkert og kommer med gode bud på løsningsforslag på problemer. Det har været en kæmpe hjælp og en gave at have haft lov til at gå hos hende og kan kun anbefales!"
Dorte & Lars, forældre
"Det kan ikke siges med få ord, hvor stor en betydning Nanna havde for vores familie, særligt for vores søn, som er diagnosticeret infantil autist. Da Nanna mødte vores søn første gang gik han i folkeskole, havde det rigtig svært og led af skolevægring. Men takket være Nanna vendte det. Hun tilrettelagde en undervisning, som passede til ham og hans udfordringer, og det gav ham de personlige successer, der skulle til. Vi kan kun takke Nanna af hele vores hjerte."
Victor, STU Elev
"Det er kun Nannas skyld, at jeg klarede det igennem de sidste år i folkeskolen"
Camilla, leder med høj IQ
"Nanna har hjulpet mig med at opnå en dybere forståelse af mine egne styrker, svagheder og præferencer. Forløbet har givet mig en indsigt i, hvordan jeg bedst kan samarbejde med og lede forskellige typer i mit team som har gjort det muligt at tilpasse min ledelsesstil mest effektivt. Jeg kan derfor stærkt anbefale et JTI-forløb til alle, der ønsker at forbedre deres selvforståelse og udvikle deres lederevner. Det har været en uvurderlig ressource for min personlige udvikling og har haft positiv indvirkning på min evne til at lede effektivt og empatisk"